3 4 9 0

Frit valg til flertalsdiktatur!

VK-regeringen opnår kortsigtede fordele på bekostning af langsigtede strukturelle katastrofer.

Jeg vil i denne tekst nøjes med at trække to effekter frem. Ideen har jeg fra den udmærkede aktuelle bog "Forsvar for fællesskabet". Den er på mange områder et positivt indspark til den demokratiske debat, men med en læsning af den kan man let komme til at blive præget af et sortsyn på demokratiets og den skandinaviske samfundsmodels fremtid.

De to effekter, der truer demokratiet, er det frie valg med tilkøbsydelser og segmenteringen (opdelingen) af det danske samfund! Pengene skal følge borgeren (læs forbrugeren).

Umiddelbart kan det jo virke tiltalende at få frit valg. På kort sigt tror jeg, at det i stort set alle henseender vil være en fordel. Det er da også det, der gør det så politisk appellerende. Dog truer de langsigtede effekter primært i kraft af den øgede mulighed for at tilkøbe ekstra service.

Den skandinaviske samfundsmodel bliver i disse år sat under pres. Det socialt sammenhængende samfund opløses delvist af globaliseringens harmoniseringspres. De mørke skyer, der i den anledning tegner sig i horisonten, har vi gode muligheder for at vifte væk, og vi skal ikke glemme de mange positive effekter, der også ligger i globaliseringen. Under alle omstændigheder kan vi ikke vælge globaliseringen fra. Vi har kun en lille indflydelse på hastigheden og om muligt mindre indflydelse på retningen. Heldigvis har vi stadig stor indflydelse på, hvilke effekter denne globalisering har på det danske samfund.

Det danske samfund er karakteriseret ved at være overraskende homogent. Vi plejer omgang med andre socialklasser i et helt andet omfang end i den øvrige verden. Dette er en central del af vores demokrati, der sikrer at det i Danmark hidtil har været meget svært at gennemføre en lovgivning, der rammer eller favoriserer en afgrænset gruppe uden at have en fornuftig ligheds- eller motivationsargumentation. (Mulighederne for denne form for argumentation er dog delvist sat i bero af regeringens mantra om skattestop og tendenser til pakkeløsninger, der vanskeliggøre en demokratisk debat.)

Vi må konstatere, at dette i mine øjne positive træk ved det danske samfund er under angreb. Dels kan man jo nævne regeringens nedskæringer i bistanden til nydanskere, hvor der dog bliver fremsat motivationsargumenter, men alvorligt er også tendensen til at de velstillede flytter i enklaver, og de fattige samles i ghettoer. Dette er et alvorligt angreb på sammenhængskraften i det danske samfund, som regering gennem sin boligpolitik har valgt at understøtte uden at argumentere for fornuften i dette.

Værre er de langsigtede effekter ved frit valg ordningerne. Pengene skal følge borgeren, og de velstillede skal have mulighed for at tilkøbe ekstraydelser. Tilkøbsydelserne vil hurtigt blive en del af overenskomsterne gennem forsikringer, da begge parter vil have en naturlig interesse herfor. Specielt når regeringen vælger at subsidiere denne type forsikringer ved at gøre dem fradragsberettigede. Det betyder, at det for middelklassen bliver bekvemt (ud fra en egoistisk synsvinkel) at skære på de offentligt finansierede ordninger, da de vil slippe billigere ved at finansiere lægehjælp mm. ved forsikringsordninger på bekostning af de mindre ressourcestærke. Billedet er naturligvis tegnet hård op, da denne udvikling er svær at gennemføre i praksis. Det er en langsommelig proces at bekæmpe den næsten unikke danske tendens til at pleje venskaber på tværs af socialklasser.

Vi har rigeligt med eksempler fra den øvrige verden på, hvordan et demokrati, der er præget af forsikringsordninger frem for offentligt finansierede velfærdsydelser, fungerer. Disse samfund er præget af ulighed i en helt anden udstrækning end det danske. Al ulighed bør funderes i behovet for motivation. Jeg har endnu ikke hørt fornuftige altruistiske argumenter for, at dette ikke bør gælde. I hvert fald har jeg ikke evnet at sætte mig ind i et værdigrundlag, der kunne gøre dem fornuftige.

Man kan hævde, at den øgede ulighed, vi oplever i alle dele af verden, er et nødvendigt svar på globaliseringen, da den øgede internationale konkurrence bevirker, at der bliver et øget pres for stærkere motivation i de enkelte lande. Ud fra denne synsvinkel virker det bare mærkeligt, at man vælger at skabe ulighed på steder, hvor det stort set ikke motiverer.

Vi har de kedelige eksempler fra den tidligere østblok, hvor motivation stort set var fraværende, og læren må være, at vi har behov for ulighed, men det ser ikke ud til at partiet Venstre opererer med en grænse for uligheden. Venstre indfører ulighed så vilkårligt, at uligheden virker som en målsætning i sig selv. Personligt mener jeg man, hvis man vil et velfungerende demokratisk samfund, bør operere med faste grænser for uligheden, da samfundet ellers vil segmenteres, som vi f.eks. ser det i USA.

Disse grænser for uligheden har i en lang periode været under angreb. Hvis man vil motivere, er det f.eks. ikke særligt effektivt at gøre det ved at skabe ulighed mellem pensionerede medborgere. En sådan ulighed har i de sidste mange år været kraftigt subsidieret. Faren ved denne ordning er, at vi i fremtiden vil opleve, at vi kan anvende en langt mindre del af samfundsøkonomien til at motivere med. Hvis vi løber ind i en dyb krise, vil vi derfor blive tvunget til at motivere ved at sænke lønnen urimeligt meget for de svageste. Da pensionsordningerne er sikret af den private ejendomsret, er det eneste alternativ at devaluere og lade inflationen løbe og derved gøre pensionsordningerne værdiløse. Mon ikke det sidste bliver resultatet, hvis en krise bliver tilstrækkelig dyb? Da forventninger i denne sammenhæng er selvopfyldende, ville en mere langsigtet politik imødegå et sådant devalueringspres. Hvis vi bliver en del af ØMU'en, må vi leve med at kriser rammer urimeligt skævt, og måske endda bliver dybere end nødvendigt, da vi ikke har frie hænder til at motivere.

Tilsvarende kan man med rette hævde, at den menneskelige psyke gør, at vi om muligt motiveres mindre ved at lade adgangen til lægehjælp være ulige. Naturligvis er der her samfundsøkonomiske gevinster ved at sørge for, at den velfungerende arbejder bliver rask hurtigere end den arbejdsløse, men rent moralsk mener jeg, at en forskel på dette område er usympatisk. I øvrigt vil det være en glidebane, som vil bevirke en yderligere segmentering af samfundet, der kombineret med egoistisk stemmeadfærd vil føre til mere ulighed. Man kan naturligvis hævde at egoistisk stemmeadfærd ikke er specielt udbredt i Danmark. Det skal jeg ikke kunne sige, men effekten er reel, og vil forøges i takt med segmenteringen.

I USA er der i dag stort set ikke nogen kontakt mellem slumkvarterene og middelklassen. Adgangen til lægehjælp er for de uforsikrede fattigste så begrænset, at man skal være dødssyg for at få hjælp. Samfundsøkonomisk er systemet ikke engang særligt effektivt, da lidelser der relativt billigt kunne kureres, ikke behandles før de er livstruende og dermed også særdeles dyre at behandle. Grunden til denne udvikling er netop det ekstremt segmenterede amerikanske samfund kombineret med konsekvensen af en laissez faire politik, der er fuldstændig parallel til frit valg kombineret med tilkøbsordninger.

Man kunne så hævde, at medierne vil kunne være en sikkerhed for, at udviklingen ikke løber af sporet. Dog kan vi se fra USA, at medierne i vid udstrækning er holdt helt op med at berette om slumkvarterene. Kan man forestille sig en amerikansk film i stil med den danske film "Bænken"? Nej - samtlige film, der omhandler slum, idylliserer forholdene i en urealistisk grad. Middelklassen ved ikke engang, hvor galt det står til.

At nedbryde de faste grænser for uligheden kan altså betragtes som en sygdom for demokratiet, der ender i et flertalsdiktatur, hvor middelklassen burrer sig inde i enklaver, som favoriseres af samfundets sociale ydelser. Mange vil hævde, at vi i Danmark vil kunne håndtere denne sygdom ved symptombehandling.

Jeg ser desværre ikke en sådan kur, der er effektiv, da sygdommen er for radikal for det kortsigtede demokrati. Den eneste løsning jeg ser, er den forebyggende behandling ved simpelthen at undgå uigennemtænkte frit valg ordninger med tilhørende tilkøbsydelser. En vigtig stopklods for en udvikling mod et flertalsdiktatur vil være at holde fast i nogle grundlæggende områder, hvor vi vælger, at alle skal have lige tilgang til sociale ydelser. I den forbindelse er den aktuelle debat om borgerløn interessant og et godt bud på, hvordan vi kan bibeholde et velfungerende demokrati.

En sund skepsis er at foretrække frem for et blindt ideologisk ridt.

Kroniken har været diskuteret på usenet.

Last updated: July, 2002
by m@xfriis.dk